Vi har sammen med fuglefolk fra Århus Fugleforening været på en fantastisk rejse arrangeret af Benny Kløppel til Costa Rica. Costa Rica, landet der ikke er et land, men er Paradis, er lidt større end Danmark, med knapt så mange indbyggere, ca. 4.500.000. De er spansktalende, deres mønt hedder Colón, 100 colón svarer til ca. 1 kr. Landet har grænse mod nord til Nicaragua og mod syd til Panama. Igennem landet strækker sige en bjergkæde med mange vulkaner, hvoraf flere stadig er aktive. Den østlige kyststrækning er ud til Det Caribiske Hav, mens den vestlige er ud til Stillehavet. Deres største eksport er mikrochips, ananas, bananer, tøj og medicin. Den største indtægt har de på turisme, som udgør 17,2 % af deres nationalprodukt.

1. feb. 2011 San José – Bougainvillea Hotel – 1 nat
http://www.travelcostarica.com/hotels/bougainvillea.htm

1. februar kl. 20.00, lokal tid, ankom vi til Hotel Bougainvillea, lidt uden for hovedstaden San Jose, efter ca. 24 timers flyvetur og lufthavnsophold med flyskifte i Amsterdam og Panama. Tidsforskellen er 7 timer. I lufthavnen fik vi en flot modtagelse af vores unge guide, ornitologen Hugo Villalobos Sánchez og vores chauffør Guillermo Chavarría Salazar -  for nemheds skyld kaldt Nemo - og ikke mindst den lille bus, vi havde til rådighed under hele opholdet, ventede os i lufthavnen. Vi blev hurtigt installeret i vores værelser, og de fleste gik vist til ro med samme – efter den lange rejse. Vi var dog nogle, der gik ned i baren og drak et par øl – så var vi sikre på at falde godt i søvn, så vi kunne være friske til at begynde på ekspeditionen den næste dag.  – Programmet var nemlig så omfattende, at det mere var en ekspedition end en fugletur.

2. februar - Vi var rimelig tidligt oppe, for sammen med guiden at gå en tur i Hotellets flotte park. Parken var vel omkring et par td. land, meget smuk - en rigtig tropisk park med en masse blomster - orkideér og mange smukke blomstrende træer samt vandløb og en hel del fugle.
Kl. 09.30 kørte vi fra Hotellet. Vi skulle lige forbi en bank og veksle penge, til supermarkedet og proviantere.
Så fortsatte turen ellers og vi kørte mod den caribiske side af landet igennem meget højtliggende bjerge og regnskov. Vejret var køligt med regn og skyer hængende ned over landskabet. Panoramaerne som viste sig imellem skyerne var fantastiske.  Ved middagstid ankom vi til vores Lodge, Selva Verde.

Foto Galleri 1.

 2. feb. 2011 Pouerto Viejo de Sarapiqui – Selva Verde Lodge – 3 nætter
http://www.selvaverde.com/lang/en/

Vi boede lidt spredt på denne lodge, idet nogle af os havde fået hytter på den skovklædte bjergside overfor. Efter vores indkvartering, gik vi rundt på Lodgens område, som var en del af regnskoven. Benny så bl.a. en Hvidpandet Pionus i redehullet (Hvidpandet Pionus). Den kom nemlig frem, da han kaldte på den. Vi så flere forskellige Tangarer, forskellige tukaner, og fra skoven hørte vi Brøleaberne. I floden svømmede der Skildpadder. På vej over at spise aftensmad, så vi en stor Grøn Leguan i et træ.

3.  februar. Vi stod op kl. 05.00, idet vi skulle til La Selva Biological Station http://www.ots.ac.cr/index.php?option=com_frontpage&Itemid=1, men da vi mødtes ved bussen, viste det sig, at Stationen (Nationalparken) først åbnede kl. 08.00. Vi gik tilbage til vores værelse, hvor vi så fik den ”Morgenbitter”, vi glemte inden vi forlod vores værelse. Vi talte så om gårsdagens oplevelser og så de ”Professionelles” (Niels og Benny’s) gode fotos. Det viste sig at Benny havde været ude det meste af natten, for at få et foto af en bestemt Frø. (Rødøjet løvfrø) – Som i kan læse, så gøres der noget for sagen.
Efterhånden blev kl. 07.00 og vi gik over og spiste morgenmad, derefter til bussen, for at køre ud til Stationen/Nationalparken.  Ankommet fik vi 2 gode lokalguider med rundt. De kendte stedet, som deres egen bukselomme, hvorfor vi så mange interessante fugle og dyr. Vi så bl.a. en Pionus ved redehullet, og når Benny råbte hallo Pionus var den straks i redehullet, der var forskellige kolibrier, trogoner, forskellige tukaner, Brøleaber, Egern. Undervejs gennem skoven så vi en af verdens mindste fugle den Sortkronet Pygmætyran (Myionis atricapillus), som var ved at bygge en rede af mos. Det var første gang, den ene af vores guider, så denne lille fugl, som er meget sjælden.
Efter denne første del af turen, gik turen til skoven på den anden side af floden. Vi skulle over en lang hængebro – det gik også fint. I denne del af skoven så vi bl.a. en vildsvinefamilie med unger samt en grøn mindre grøn / hjelm Basilisk med hanekam på hovedet. Den lå så stille, så man skulle tro, at den var udstoppet.
Vi var lige en tur i gaveshoppen, hvor vi fleste købte bogen ”Birds of Costa Rica”
Efter disse mange timer i skoven, spiste vi først på eftermiddagen frokost på en lokal restaurant i den nærliggende lille by. Mens vi spiste frokost, betragtede vi bylivet udenfor, og pludselig fik Benny øje på en Spætte Sortøret Spætte Melanerpes pucherani Black-cheeked Woodpecker 18 cm, der sad i en udgået palmestamme, der stod direkte ud til bygaden.  Vi blev alle straks meget interesserede, forlod frokostbordet for at komme udenfor. Det viste sig at palmestammen indeholdt 3 Spætte-lejligheder. Der var 2 forskellige Spættearter, der havde travlt med redebyggeri. Spætterne tog ingen notits af, at palmestammen stod direkte ud til bygaden med al dens trafik og larm.
Dejligt at komme tilbage til Lodgen og få et tiltrængt bad.

4. februar. Op kl. 06.00, idet vi skal i Lodgens regnskov på den anden side af landevejen.  Vi gik op på  en høj bakketop, hvorfra der var en god udsigt over regnskoven. Omkring bakketoppen var der noget åbent i landskabet.  I de mange fritstående træer var der meget fugleliv. Der var mange Amazonpapegøjer, ligesom vi så mange af den karekteristiske fugl Montezuma Oropendola Psarocolius montezuma  ”Montezuma Oropendola” som havde travlt med at bygge sin ”Væverrede”, som blev bygget i koloni fra nogle store grene.
Derefter gik vi gennem skoven, hvor vi så trogoner og træløbere. Stierne var mudrede og svært fremkommelige på grund af væltede store træstammer så efter 3 timer og 6 km kunne vi spise morgenmad. Den sidste kop kaffe tog vi med ud, vi kunne så sidde lige over for foderpladsen. Mens vi sad der – helt stille – kom forskellige tukaner, Røde Tangarer og flere andre fugle.  Benny gik ned til floden, han ville vist være ”krokodille-mad” I nærheden var en hængebro, som vi var ude på. Flod og skov ser noget anderledes ud fra oven.  Så var det vist tid, at komme tilbage til værelset, for at holde storvask af tøj og sko. Det havde nemlig regnet om natten, så vi var blevet noget beskidte af morgenens skovtur.
Om eftermiddagen var vi i området/Nationalparken fra i går, hvor vi så den store Soldater Ara Ambigua ved redehullet. Hugo fortalte at der kun findes ca. 70 par af denne flotte fugl i landet. På hjemturen besøgte vi en ældre mand der boede i den nærliggende by, Sarapiqui, hvor vi også spiste lokal mad. Denne mand gjorde meget for fuglebeskyttelse. I haven havde han 4 udhulede palmestammer – i den ene boede et par Hvidpandet Pionus. Manden åbnede en lem på siden af stammen – der var 5 befrugtede æg i reden.
Efter hjemkosten til Lodgen, var der tid til hyggesnak og en øl.

5. feb. 2011 San Carlos – Maquenque Lodge – 3 nætter
http://www.travel-info-costarica.com/hotel/index.htm

5. februar. Vi skal videre, og kl. 10.00 forlod vi Selva Verde for at køre nordpå til Lodgen Maquenque som ligger på samme side af landet men længere nordpå ikke ret langt fra grænsen til Nicaragua.
Vi havde ikke kørt ret langt førend Benny fik øje på en flot rovfugl i et vejtræ. Memo standsede straks bussen, og fuglevennerne myldrede ud af bussen for at fotografere. Naturligvis måtte al trafik på vejen stoppe, indtil fotoseancen var slut og vi kørte videre.  Ingen ”Dytten og Botten” – de lokale har sikkert moret sig over disse ”Fugletossede turister.”  Bussen standsede mange gange på denne tur, for både guide og chauffør holdt øje med fugle – og var gode til det.
Først på eftermiddagen var vi fremme ved byen Pital, hvor vi spiste frokost.  Det var sidste by, inden det ”Vilde Vesten” Der var ca. 40 km ad elendig grusvej til vores Lodge. Det er en prøvelse at køre på disse grusveje.
Efter de ca. 40 km standsede bussen ved en flod. Vi hjalp med at læsse vores bagage af bussen, idet vi skulle sejles over floden, idet vores Lodge Maquenque lå på den anden side. Ankommet til Lodgen fik vi en fin velkomst med velkomsttale og en drink.  – En rigtig flot Lodge beliggende midt i ”nowhere”. Et ganske vidunderligt sted, hvor det vrimlede med kolibrier og deres skove er unikke med træer fulde af mosser og planter som f.eks. bromelia og orkideér
Vi fik anvist vore små huse, med overdækket terrasse og udsigt til en lille sø. Niels og jeg inviterede Anni og Erik over til en terrasse-øl. Det trængte vi til efter den lange køretur, som blev så lang p.g.a. alle de ”fugle-stop”.  Nå – men vi nød vores øl og udsigten – pludselig får vi øje på et udgået træ, og da vi kigger nærmere på det, er der 2 Spættelejligheder. Det viser sig, at begge lejligheder er beboet.
Vore huse lå på en lille ø i søen. Øen var forbundet med ”fastlandet”, hvor reception og restaurant var beliggende, med en smal landtange. Det var efterhånden blevet mørkt, så vi tog vores lommelygter med – vi skulle jo nødigt falde i vandet. Det viste sig, at søen var fuld af ”Caimaner” – små krokodiller, hvis øjne lyste i mørket, når lommelygtens lys fangede dem.

6. februar. Efter en god nats søvn, stod vi tidligt op, og kl. 06.00 mødtes vi ved receptionen med vores guide og de 2 lokale guider, som også var direktør og indehaver af Lodgen. Vi gik derefter rundt i den store omkransende park, og så naturligvis masser af smukke fugle og planter.  Efter morgenmaden blev vi delt i 2 hold med hver sin lokalguide, hvorefter vi iført gummistøvler og en lang stok til at jage slanger væk med gik 2 forskellige ture gennem skoven – en varighed på ca. 5 timer. I skoven så vi en flok Næsebjørne 20-25 stk, flere forsk. smukke sommerfugle, bl.a. nogle meget store i blå-lilla farve. Af fugle så vi Tinamu og Manakin.
I skoven var der mange meget gamle træer – 300-400 år gamle. De var mærket med et lille skilt, hvilket betød, at træerne er fredet. Efterhånden fornemmer man, at Costa Rica gør meget for at beskytte naturen.
Sidst på eftermiddagen tog vi en lille runde på floden, San Carlos – den flod vi tidligere havde krydset for at komme frem til Lodgen.  Under sejlturen så vi på en mudret  flodbred en stor Krokodille, vel  omkring 5 m, som langsomt gled ned i floden. Derefter havde ingen lyst til at bade.
Bagefter gik vi op på en nærliggende mark på et højdedrag – en åben mark med nogle få store træer.  Her så vi flere gange 3-4 Soldater Araer, hvoraf de 2 helt sikkert var kærester. I et andet af de store træer, forsvandt et par Amazoner ind i et hul på stammen.  På vej tilbage til floden mødte vi Ølhunden – den havde dagen i forvejen bidt hul i min plasticpose, hvori jeg havde nogle dåseøl. Biddet gik igennem en af dåserne, så der stod en ølstråle ud. – Nå – men der var sikkert også lang tid mellem den fik sig en tår øl.

7. februar.  Nogle er tidligt oppe for at fotografere, men efter morgenmaden tager første hold på en sejltur på San Carlos, idet vi skal nordpå til en lille landsby, Boca San Carlos, hvor San Carlos  floden danner grænsen til Nicaragua.
Undervejs på floden så vi flere forskellige slags Isfugle, Hejre og Svaler.
På et tidspunkt nåede vi grænselandsbyen, hvor vi gik i land. På grund af grænseproblemer med Nicaragua, som gør krav på hele grænsefloden var det bedst at holde sig på Costa Ricas side. Vi ville omgående blive arresteret, hvis vi kom ud på grænsefloden.
Grænselandsbyen består kun af nogle få huse, ca. 400 indbyggere, en købmand, restaurant og en grænsepolitistation med 2 mand.  Vi var inde på den ”såkaldte restaurant ”, hvor vi nød en kold øl. Da vi gik fra stedet, hørte vi papegøjeskræppen bagved huset. Vi gik efter lyden, og så 2 tamme Tovi Parakitter, som flere af os blev fotograferet med.

Costa Rica har intet militær og politiet er ubevæbnet.

Boca San Carlos har som alle byer, selv de aller mindste, hvor man knap kan se nogen beboelse, en skole, en kirke, elektricitet og en telefonboks. Det er en regeringsbeslutning. Vejnettet derimod er i en meget miserabel stand. Mange lange strækninger er ikke asfalteret og endnu andre lange strækninger er så fulde af store huller at det er nødvendigt at sno sig langsomt af sted i snart højre og snart venstre vejside. Vejret har været ekstremt de seneste tre år og det kniber for dem at klare reparationerne. 

Man kunne tydeligt se skaderne i Boca San Carlos, hvor vandet fra floden havde været 6 – 7 m højere end på det tidspunkt vi var der og havde stået over 1 meter inde i husene. Børnene havde ferie fra skolen. De legede og var ret vilde med at blive fotograferet.

Fra landsbyen sejlede vi tilbage mod vores Lodge. Herunder så vi flere krokodiller, der solede sig på flodbredden, men så snart vi nærmede os, gled de roligt og langsomt ned i vandet.
Mens vi havde været på flodtur, havde det andet hold været på fotojagt. Benny viste os bl.a. et foto af en kolibrirede med 2 æg. Flot fangst. Efter frokost tog det andet hold på flodtur og vi kunne slappe af eller gå på fotojagt i området.

Lodgen ved floden blev drevet af et par unge mennesker. Deres far, som også ejede en stor kvægfarm kom og underhold os efter aftensmaden med guitarspil og sange, som han selv havde skrevet om hvorfor han holdt så meget af Costa Rica og en sang om, hvordan han havde mødt sin kone.
Den 7. februar var første dag uden regn. Morgentågen lå tyk over søen og der var lyde af fuglesang, frøer og brøleaber. En kolibri kiggede ind ad vinduet. Ren idyl.

Foto Galleri 2

8. feb. 2011 Arenal – Arenal Volcano Inn  – 2 nætter
http://www.arenalvolcanoinn.com/

8.  februar. Det er tid at tage sidste runde på Maquenque, for vi skal af sted efter morgenmaden. Da vi havde spist og bagagen var læsset på vognen, der transporterede bagagen til flodbåden, tog vi afsked med personalet.
Det var en noget bevægende afsked, for personalet havde været så søde, venlige og varme, at vi var kede af, at skulle sig farvel. Lodgen var et pragtfuldt sted at være og personalet gjorde en stor indsats for, at vi skulle føle os hjemme. Det gjorde vi – og så tænker jeg på Jennys søde og dejlige smil.  – Den varme og intimitet vi her oplevede, var fantastisk.
Da bussen var blevet pakket på den anden side af floden, kørte vi af sted mod Lodgen Arenal Vulcano Inn i nærheden af Vulkanen Arenal og byen La Fortuna.  Men vi skulle jo først køre ca. 35 km på en hullet grusvej, indtil vi var i Pital.
Vi var enige om, at denne tur skulle foregå næsten uden ”Fugle-stop” idet det ellers ville tage for lange tid.
Der var også kun få ”Stop”, så det var dejligt at komme på asfaltvej igen. Undervejs så vi i et bestemt område mage flotte gult blomstrende træer. Et flot syn med den gule farve midt i alt det grønne.
Ankommet til La Fortuna, den første rigtige by vi er i, var det tid at gå på Posthuset og få sendt kort hjem. Fra telefonboksen uden for Posthuset kunne vi ringe direkte hjem. Hurtigt og billigt. Vi var også lige forbi købmanden, ligesom vi spiste frokost på en lokal restaurant i byen. Da alle vore ærinder var ordnet, kørte vi til Lodgen Vulcano Inn, som er beliggende nogle få kilometer vest for La Fortuna by. Næsten ved foden af Arenal vulkanen som stadig er aktiv og hvert 20. minut lyder der en torden fra den. Hvis skyerne ikke dækker toppen kan man om natten se gløder stige op fra den. En nat mærkede jeg at jorden rystede.
Ankommet til Arenal Vulcano Inn – et meget flot sted, blev vi indkvarteret i små huse. Niels, Benny og jeg, satte os uden for vores hus, og nød en øl og det dejlige vejr. Men – men, så kom der en fugl forbi – ja gæt engang – straks var Benny og Niels i gang med fugle-foto-jagt, de glemte alt om deres øl,  ja, de rendte faktisk fra den – nå men så besøgte jeg nogle andre sammen med min øl.

9. februar. Efter morgenmaden kørte vi til Nationalparken omkring Vulkanen Arenal. På vej til stedet, stod der pludselig en del folk i vejsiden og kiggede op i et træ. Alle ud af bussen. I træet lå/sad et Dovendyr. Vi fortsatte til Nationalparken, hvor vi ved indgangen var så heldige at se og fotografere en del Halsbåndstopskade White-throated magpie-Jay (Calocitta formosa). Vi vandrede derefter i flere timer rundt i skoven neden for vulkanen, men der var ikke så mange fugle at se – kun nogle kolibrier og nogle få andre småfugle. Her var også den del orkideér. Ingrid så en slange, som lå rullet sammen tæt ved vejen. I skoven blev hele selskabet fotograferet ved et 700-800 år gammelt træ.  Vi kørte så til et højdepunkt neden for vulkanen, som jævnligt har været i udbrud siden 1968. Der lå også meget størknet lava langt ned ad siderne. Vulkanen har ellers ligget stille i over 3000 år.  Vi var i området i ca. 5 timer, hvorefter vi kørte tilbage til Lodgen.

10.  februar. Efter morgenmaden forlod vi Arenal Vulcano Innfor at køre mod vores næste mål. Lodgen Fonda Vela i Monteverde. En rimelig lang tur, idet vi skulle rundt om Arenal Søen. Herfra får landet 85% af deres elektricitet. Meget af kørslen foregik på grusvej og ubeskrivelig dårlig asfaltvej. Rygtet vil vide at det er for at begrænse antallet af turister til Monteverde, således at det kun er dem som virkelig vil trodse strabadserne som kommer derop. Undervejs stoppede vi – der var et Dovendyr i et træ.  Det var en stor lettelse at komme på asfaltvej, da vi nærmede os Monteverde. Vi spiste frokost i byen. Bag byens huse fandt Niels og Benny en koloni af Dovendyr.
Sidst på eftermiddagen nåede vi så vort mål, Lodgen Fonda Vela. Vi boede i 2 etages huse med terrasse eller balkon. 

10. feb. 2011 Monteverde – Fonda Vela – 3 nætter
http://www.fondavela.com/

11.  februar. Mens morgenmaden stod på i restauranten, som havde store panoramaruder ud mod parken og foderpladsenlige uden for, løb folk til og fra morgenmaden hele tiden – de skulle udenfor og fotografere. Der var også meget liv ved foderpladsen.  2 forskellige arter af egern kæmpede om bananer, flere slags småfugle, en flok skader kaldet ”Brunskade Brown Jay”, Blåkronet Motmot og næsebjørne.
  Efter morgenmad kørte vi de 2 km ud til Tågeskoven (The Cloud Forrest - Monte verde), 

Cloud Forest. http://www.monteverdeinfo.com/ 
Det er et privat biologisk reservat, hvor man vil beskytte den helt unikke flora og fauna som opstår i en skov, der det meste af tiden er indhyllet i skylaget. Her var ret køligt. I skovbunden fik vi øje på én af de giftige pilespidsfrøer. Vi gik 4 km på 4 timer – op og ned. Det føltes som havde vi gået 10 km. Vi var i 1600 m højde, og vi både så og mærkede hvordan tågen kom sejlende ind over skoven. Der var meget fugtigt og alle træer og planter var overgroet med et tykt lag mos. En helt anderledes skov, som kun var i dette område i landet. Vi så lidt fugle, bl.a. en sjælden hønsefugl, kaldet ”Black Guan”.
Efter skovturen blev vi ved indgangen til nationalparken, hvor der var gaveshop og en dejlig duftende kaffebar – naturligvis med dejlig Costa Rica kaffe. Uden for kaffebaren var der mange fodersteder til/for Kolibrier.  Der var både den mindste og den største Kolibri samt alle dem imellem. Alle sammen i smukke metalglinsende farver.

Lige udenfor indgangen til Cloud Forest besøgte vi et kooperativ for kvinder. http://www.monteverdeinfo.com/casem/ 
Startet af 8 kvindelige kunstnere i 1982. Deres mål var at bruge deres kreative evner til at forbedre livet for deres familier. Der fremstilles kunsthåndværk af forskellig slags. Alt dette husflid og turistsouvenir blev solgt fra deres forretning.
I begyndelsen skulle kvinderne skjule deres aktiviteter for mændene, men nu er det fuldstændig accepteret at de tjener lidt penge og deltager i sociale fællesskaber. CASEM, som det hedder har nu næsten 100 medlemmer.
Derefter tilbage til Lodgen, men Benny og Niels blev ved Kolibrierne, hvor de fotograferede i 3 stive timer, men så havde de også fotos af en af Costa Ricas mest sjældne Kolibrier. Ligeledes havde de fået fotos af et lille dyr Ræve kusoen som lever af frugter, der fra træet klatrede ned ad snoren for at komme ned til Kolibriernes Nectarglas som den tømte inden den gik videre til næste glas.
Om eftermiddagen havde vores guide Hugo og chaufføren været ude for at finde et godt lokalt spisested, der også var prisvenligt, hvortil vi så kørte om aftenen. Ved at spise lokalt blev vi introduceret i den lokale levevis. Det var spændende og vi fik en meget solid kost bestående af hovedsagelig brune bønner og ris.

Foto Galleri 3

12.  februar. Efter morgenmaden gik vi en 2 timers tur i området, hvorunder vi bl.a. så Smaragdtukanet – en mindre Tukanet i flotte grønne farver, ligeledes så vi nogle vagtler.
Vi var gennem en lille Bananplantage, hvor guiden fortalte om Bananplanten, samt alle de andre planter og træer, vi så undervejs. Bl.a. så vi et stort træ med mange huller i stammen, ligesom træet var hult.  Forklaringer er, at et stort træ efterhånden er blevet omklamret af mange og store forskellige snylteplanter og træer. Disse snyltere har efterhånden kvalt det oprindelige træ, som derefter er rådnet helt væk. Derfor ser det ud som der står et stort hult træ i skoven.
Da det var ved at være frokosttid, kørte vi ind til byen, Monteverde, som nærmest kan betegnes som en samling huse. Blandt andet var vi inde på en restaurant, hvor vi sad på 1. sal. Restauranten var bygget rundt om et stort træ, som så stod frit og midt i huset.

13.  februar. Tidligt op at pakke og spise morgenmad og kl. 07.00 kørte vi fra Fonda Vela, idet vi havde langt til næste Lodge La Foresta, som ligger mod syd, ved Stillehavskysten.  Vi kørte ad grusveje gennem bjergene og kunne betragte smukke bjerglandskaber.
På et tidspunkt var vi tæt på kysten og kom herunder forbi den lille primitive havn ved byen Caldera.  Der lå flere store Containerskibe og ventede på komme ind til den lille havn. Der kunne tilsyneladende kun være 2-3 skibe i havnen, som tilsyneladende kun var en havnekaj direkte ud til Stillehavet.  Efter selve havneområdet var der containerplads, hvor der stod containere fra Mærsk Line.

Kort efter kom vi til en af de mindste Nationalparker ”Carara” http://costa-rica-guide.com/parks/carara.htm, 
Der findes kun denne ene af den slags – en tør og våd regnskov. Da vi besøgte den var stierne tørre og støvede, men i regntiden var alt oversvømmet derinde og man kunne stadig se rester fra flodens aflejringer hænge i træerne. Vi gik rundt her et par timer og så blandt andet en lille flok lyserøde araer og vi så kingfisher og tangarer samt forskellige leguaner. 

Vores guide, der kendte området fra tidligere, havde lavet en frokost aftale med en lokal familie i landsbyen ”Tarcoles”, hvilket betyder Krokodille.  Landsbyen lå direkte ud til havet, så efter frokost gik vi en tur ved stranden, hvor der svævede flere Fregatfugle.  Det så meget elegant ud, da de lader den opadgående vind lave arbejdet. 
Der blev også tid til en sejlads på Rio Tárcoles - krokodille floden.  Navnet passer godt til floden for vi så en del grådige krokodiller, det er i øvrigt den flod, hvor der er flest krokodiller. Her kunne vi se mange smukke vadefugle bl.a. den lyserøde skestork, store og små hejrer, fiskeørn og amerikansk skovstork. 

Efter en længere køretur tæt på kysten og gennem store Palmeplantager, nåede vi ved mørkets frembrud vores Lodge La Foresta.

Vi var noget brugte, da vi nåede frem. Udpakning, brusebad og en kold øl blev nået på 3 kvarter. Derefter mødtes vi i den tropisk inspirerede restaurant til aftensmad, hvorefter deltager enten fandt til deres værelse – eller de sad og nød varmen på den overdækkede terrasse. Niels og jeg fandt også sammen på vores overdækkede terrasse med en kold øl – Niels liggende i hængekøjen og jeg som en bedstefar i gyngestolen – nå men så var dagen også ved at forbi efter 16 timers aktivitet.

13. feb. 2011 Manuel Antonio – La Foresta Nature Resort – 1 nat
http://www.laforestanatureresort.com/

Overnatningen i Manuel Antonio var kun for at dele den lange strækning til det sydlige Costa Rica, hvor vi skulle bo fire nætter i det mest afsides liggende paradis. Det lykkedes at få en sjældenhed at se der inden morgenmaden.  En lille Costa Rican Pygmy-Owl. Et meget usædvanligt syn.

Foto Galleri 4

14.  februar. Inden morgenmad var folk ude at gå i skoven omkring La Foresta Lodge. Der bl.a. fotograferet en Rustfarvet spurveugle. Selv foretrak jeg et tidligt morgenbad i poolen. Det var meget skønt og vandet var dejligt, selvom klokken var 06.30. På vej over til morgenmad var jeg lige ved at træde på en godt halv metre lang Leguan, der lå lige ved gangstien.  Jeg blev nok mest forskrækket – Leguanen flyttede sig ikke.
Kl. 09.00 kørte vi fra  Lodgen. Vi havde lang vej foran os, idet vi skulle til Lodgen Look Out Inn, som er beliggende på en halvø og direkte ud til Stillehavskysten i det sydlige Costa Rica.  Ad en rimelig asfalteret vej kørte vi til byen Chacarita, hvor vi drejede fra ud mod byen Puerto Jimenez.  Denne strækning på ca. 50 km mellem de 2 byer var en oplevelse for sig. En asfalteret vej med kvardratmeter store huller i en dybde af 20-30 cm. Det tog lang tid.
Ankommet til Puerto Jimenez skyndte vi os at handle ind ved købmanden, da det var sidste indkøbsmulighed, inden vi skulle ud ”midt i ingenting” De sidste 42 km ud til vores Lodge Look Out Inn, var vejen så dårlig, at bussen ikke kunne køre der. Vi blev derfor sammen med bagage omladet til Taxaer, 4 hjulstrækkere.  Disse 42 km var ad en støvet og hullet grusvej, ligesom vi kørte gennem større og mindre vandløb (som i regntiden er en flod) samt gennem større flodsænkninger. Der var ingen broer, så i regntiden er Look Out Inn uden vejforbindelse i et par måneder. De 42 km s kørsel tog knap 1 ½ time. Et vejskilt advarede om krydsende aber.
Undervejs på køreturen så vi en hel del Araer.

14. feb. 2011 Corcovado - Look Out Inn - 4 nætter
http://www.lookout-inn.com 

Ankommet til Look Out In midt på eftermiddagen, virkede alt charmerende og i rigtig junglestil. Lodgen lå op ad bjergsiden, og direkte ud til Stillehavet.  Vi fik tildelt vore huse, som p.g.a. varmen var helt åbne. Niels og jeg fik ”Monkey House”, som lå øverst oppe. Vores såkaldte hus, bestod af et gulv med tag over. Taget holdt af nogle stolper og mellem stolperne et enkelt bræt, så man ikke faldt ud i skoven.  Badeværelse var adskilt fra hovedrummet med en trævæg, og 30 cm over denne trævæg var lavet en lille hems. Under hemsen var en søvnig pære, så vi dog havde lidt lys, når det blev mørkt. Jeg sov i hovedrummet i en seng, som var omkranset med myggenet. Niels sov på en madras på hemsen, også omgivet af myggenet.  Op til hemsen var der en stejl trappestige, og Niels skulle ikke gå i søvne, for der var ingen rækværk på hemsen. Toilet og badeværelse var helt åbent ud til skoven, så når du sad på potten kunne du studere fuglene i skoven, og hilse på abekatten, når den kom forbi. Her er man virkelig ét med naturen i alle gøremål. Fra Monkey House var der en pragtfuld udsigt over skoven og havet. Da vi havde set på området og syntes at Monkey House var det bedste sted, skyndte vi os at holde et lille indflytterparty. Under partyet fik vi besøg af en ukendt gæst, for pludselig opdagede Niels, at der på en bjælke under taget/loftet løb et Hamster lignende dyr, men inden vi fik fotoapparatet frem, var dyret væk.  Måske få vi besøg af andre dyr.
Kl. 18.30 var der dinner i hovedhuset.
Natten blev jo tilbragt bag moskitonettet i det åbne hus. Da jeg ikke rigtig kunne falde i søvn, kom jeg til at tænke på et foto af en Puma, som hang i hovedhuset. Fotoet af Pumaen havde en belgier taget for 2 år siden, da han havde boet i Monkey House.  Jeg spekulerede på hvad jeg kunne gøre, hvis Pumaen kom forbi, men kom til det resultat, at der vist ikke var noget at gøre. Jeg kunne kun håbe på, at den ikke var sulten.
Jeg kunne ikke sove p.g.a. Stillehavets bølger og brusen mod stranden. Det var så højt og gennemtrængende, at det lød som der var en kæmpestorm i gang – ja vel nærmest en orkan. Jeg lukkede faktisk ikke et øje – det var der vist mange der ikke gjorde – lyden var meget uvant. Omkring kl. 05.30 begyndte alle mulige fuglelyde og fløjt at blande sig med havets brusen, så man blev virkelig holdt vågen.
Stedet er en sand perle, der var aldrig under 26,3 graders varme om natten og i dagtimerne havde vi 31 grander i skyggen. 

15.  februar. Morgenmaden blev indtaget på en skøn terasse højt oppe, med udsigt over havet. Lodgens tamme  røde Ara ”Polly” deltog i morgenmaden , og rendte rundt til gæsterne og fik en ”godbid”. Næsebjørne kom og stjal lidt bananer, når de følte sig uset.  Lidt efter kom ejeren,  den 57 årige hippieamerikaner  ”Terry” med en ca. 2 m lang slange, som han for et par dage siden havde fanget da den havde ædt et par af hans kyllinger.  På grund af god foderstand – den var mæt – var den ganske fredelig.
Efter morgenmaden kørte Terry og 3 fuglevenner i Pick-up´ en ud i skoven, for at sætte slangen fri.
Efter tilbagekomsten gik vi alle en ca. 2 timers tur i skoven omkring Lodgen.  Vi så rigtig mange Lyserøde Araer på denne skovtur.
Da vi kom tilbage til Lodgen var vi gennemblødte på grund af den høje luftfugtighed og varmen.  Nogle af os gik derfor til stranden, men vi skulle bade med varsomhed, for der var mere end 3 m høje bølger ind mod stranden og en stærk understrøm. Vandet var 28 gr.
Efter frokost – og middagslur for nogens vedkommende – var der studietur i felten, hvor der bl.a. blev fotograferet en slange i nærheden af Lodgen som havde hugget ud efter Anni. Andre gik igen til stranden og nød badelivet.
Efter aftensmaden var der en del ”snak” om morgendagens tur til den nærliggende Nationalpark. Det viste sig, at på grund af manglende vej, skulle man gå ca. 5 km ud til Nationalparken og samme strækning tilbage, samt ca. 5 km inde i selve Nationalparken, i alt ca. 15 km. Der var derfor ikke rigtig tilslutning til turen – og kun 3 fuglevenner og guiden ville af sted i morgen tidlig kl. 06.30.

Besøg i Corcovado Nationalpark
http://www.costarica-nationalparks.com/corcovadonationalpark.html
Det var planlagt, men kun nogle få havde mod på at gennemføre besøget, der betød mange kilometers vandring i bagende sol.

Foto Galleri 5

Efter denne perle skulle der noget ekstraordinært til for at imponere os og hvad var mere imponerende end at skulle bo i en hytte ved en sø i en dal i ca. 2 km højde?

18. feb. 2011 Cerro de la Muerto – Savegre Lodge – 2 nætter
http://www.savegre.co.cr/indexeng.html

18.  februar. Efter morgenmad kørte vi kl. 08.00 fra Look Out In, idet vi havde en lang tur foran os. Vi skulle nordpå i bjergene til Savegre Lodge.
De første 42 km er som tidligere beskrevet elendige, men vi fik dog set et færdselsskilt, som vi ikke tidligere havde set. På det firkantede skilt, var en tegning af aber, der gik og holdt hinanden i hånden. Nedenunder stod teksten ”Monkey Crossing”. Det grinte vi lidt af. – Ellers gik dagen med kørsel.
Ved middagstid holdt vi frokost på en landevejs kro – i solskin. Derefter i bjergene med tåge og regn, for til sidst at køre ned i en dal, til vores Lodge Savegre, hvortil vi ankom kl. 1800. En lang køredag var heldigvis slut.  Hurtigt over at spise til aften, hvorefter de fleste gik tidligt i seng, så vi kunne være friske i morgen.

19.  februar. Efter morgenmaden skulle vi på den mest forventningsfulde tur, nemlig ud for at se om vi kunne finde én af de smukkeste fugle i Mellemamerika, den legendariske Quetzal. Dette sted i Cerro de la Muerto i en lille landsby i Talamanca bjergene midt i et jomfrueligt økosystem er ét af de få steder man kan finde denne sagnomspundne fugl. Vi havde en lokalansat proff. guide Melvin Fernandez med, idet han kendte området som sin egen bukselomme, han har været guide i området i 20 år. Han er også bosiddende i området. Han er ligeledes medforfatter/rådgiver til bogen ”Birds of Costa Rica”, hvis hovedforfattere er: Richard Garrigues & Robert Dean. Efter hjemkomsten fra turen fik nogle af os Melvin Fernandez til at skrive en hilsen i vores bøger, ligesom der naturligvis skulle tages fotos af vores dygtige og sympatiske guide.
Ude i området så vi de første par timer ”bare forskellige småfugle”, bl.a. Flycatcher (Fluesnapper) på reden og hvor hannen sad ved siden af. Der var også en kolibrirede. De er ganske små og derfor meget svære at få øje på.
Da vi første par timer var gået og Melvin havde studeret hvert eneste træ, fik han øje på Quetzal hun, der sad i et højt træ. Stor var glæden. Da vi havde fotograferet løs i 15 min, fløj fuglen (heldigvis ??).
Ved middagstid var i tilbage i Lodgen, men Benny og Niels fortsatte deres fotoarbejde i felten.
Vi andre nød en mere afslappet tilværelse i Lodgen, med ture i området og fotografering af de mange forskellige Kolibrier, der blev fodret uden for restauranten.

20.  februar. Det er søndag – vi står op kl. 05.00, for at forsøge at få et billede af en Quetzal han. Vi kører til et område, hvor der skulle være gode chancer, og har naturligvis både vores egen guide Hugo og lokalguiden Melvin med. De første par timer sker der intet, vi fryser for det er bidende koldt, hvorfor vi langsomt vender omkring for at køre tilbage.
Undervejs tilbage, står en dame ved vejen og peger ind mod skoven, hvorfor bussen omgående standser, og alle stiger ud.  I skoven tæt på vejen kommer en Quetzal han flyvende, for derefter at sætte sig på en gren.  Fotoseancen står på i ca. 10 min, idet der også er en Quetzal hun på stedet. Derefter forsvinder fuglene. Inden seancen er forbi er der 2-3 busser mere på stedet – det er som et præsidentvalg. Dagen er reddet.
Ved tilbagekomst til Lodgen, er der morgenmad, pakning af bagage og læsning af bussen. Forinden læsningen, gik jeg en tur i området, hvorunder jeg blev gjort opmærksom på en kolibrirede med unger. Benny havde været så heldig at få et billede, mens en af forældrefuglene mader ungen. Jeg kom på stedet i snak med en guide, der stod med 2 amerikanske gæster/fuglefolk. Vi fik en god fuglesnak, og herunder tilbød guiden, at han med mit digitalkamera og gennem hans kraftige kikkert kunne tage et billede af kolibrireden med unge. Det blev så gjort, og det var jeg naturligvis glad for.
Tilbage ved bussen, og lige inden vi skulle køre, var der stort opløb ved et foderbræt. Det viste sig, at en Spætte havde slået sig ned for at nyde sin morgenmad.
Lodgen, som nu skulle til at forlade, ligger i ca. 2000 m højde, men alligevel med bjerge omkring. Vi skulle op i ca. 2600 m højde for at komme på hovedvejen – Den Panamerikanske Hovedvej (som er af samme bredde, som en alm. Dansk landevej) for at komme til hovedstaden San Jose. Det tog ca. 45 min. At kravle de 600 m op ad en meget stejl og snoet bjergvej. Bussen kørte i 1. gear de 99 % af tiden og motoren brummede af bare arbejdsiver, men godt at vi havde én af Costa Ricas dygtigste chauffører, Nemo, for det var virkelig rystende at se, hvordan en mester af en i forvejen smal bjergvej er forsvundet og udbedret med et stykke sort plastic fyldt med grus og sten. Afgrunden udenfor det plastic er dyb. Da vi kom på Hovedvejen var der 80 km til San Jose.

20. febr. 2011 San José – Bougainvillea Hotel – 2 nætter

Midt på eftermiddagen ankom vi til hovedstaden, hvor vi havde ca. 2 timer på Strøget og deromkring – så vi lige var lidt orienteret om byen, når vi selv skulle derind i morgen.
I byen havde pigerne travlt – de havde jo ikke brugt deres indkøbs gen i 3 uger.
Sidst på eftermiddagen var vi på vort dejlige Hotel ”Bougainvillea”, og det var tid at tage afsked med vores pragtfulde, venlig og imødekommende guide, Hugo.  Jeg tror, at vi alle var noget beklemte ved at skulle tage afsked med vores gode ven og kammerat – men vi mødes måske igen – hvem ved.
Vi sagde også farvel til vores chauffør Memo – en god chauffør, venlig, smilende og hjælpsom. Men ham mødes vi med igen på tirsdag d. 22. feb., når han kører os til Lufthavnen.
Op på hotelværelset og have pakket ud og om, for der var blevet et værre roderi i kuffert og håndbagage, efter 3 uger på farten. Mens jeg var ved at pakke om, blev jeg ”forstyrret” af en velkendt skræppen af parakitter udenfor. En meget stor flok Mellemamerikansk aratinga ”Crimson-frontet Parakitter” satte sig i et træ ikke langt fra værelsets balkon.  Der sad de en halv times tid og skræppede, inden de forsvandt.
På de 3 ugers rundrejse har vi kørt ca. 1700 km.
Af Costa Ricas næsten 900 forskellige fuglearter, så vi ca. 300 forskellige arter ikke mindst takket være vores dygtige, engagerede guide, Hugo. Ligeledes så vi en del pattedyr, krybdyr og sommerfugle.

21.  februar. Det er mandag og sidste dag i Costa Rica og Hovedstaden San Jose.
De fleste fuglefolk holder fri. Nogle nyder dagen ved svimming poolen, andre tager ind til byen for at se på byen, gå på marked, i forretninger, på museum eller måske for at nyde en øl på Torvet og se på bylivet. 4 af folkene tog en taxa til et vandfald og en fuglepark uden for byen.
Om aftenen var der fælles middag i restauranten, hvor Benny fik overrakt en gave fra selskabet, for det store organisationsarbejde, han havde udført.
Omkring kl. 22.00 gik folk til ro, så de kunne være friske til den store hjemrejse.

22.  februar. Det er hjemrejsedag og tager næsten 24 timer at komme hjem. Vi flyver fra San Jose , via Panama City til Amsterdam, og derfra videre til Billund.  Alle kommer godt hjem, og i lufthavnen er der stor gensynsglæde.
En god tur er slut og nu skal alle indtryk og oplevelser bearbejdes.

Allan R.

Foto Galleri 6